INCO Terms
Termer og forkortelser
for alle transportformer
De følgende termer gælder for alle transportformer. Når (aftalt sted/havn) er indsat efter INCOTERMS, skal stedet/havnen nævnes og bliver en del af den juridiske INCO term.
EXW (Ex Works):
Ex Works indebærer minimal risiko og omkostninger for sælger og maksimal risiko og omkostninger for køber. Sælgers ansvar er begrænset til at gøre godset klar for afsendelse på egen adresse. Med mindre andet er aftalt, er sælger ikke ansvarlig for lastning af transportmidlet. Køber bærer alle omkostninger og risiko for lastning og transport fra sælgers adresse.
FCA (Free Carrier):
Sælger opfylder sine forpligtelser, når godset overdrages til den af køber udpegede transportør i udførselsklar tilstand på det aftalte sted.
CPT (Carriage Paid To):
Sælger betaler fragten til den aftalte destination. Risikoen og omkostningerne for tab eller skade på godset overgår fra sælger til køber, når godset er overgivet til transportøren.
CIP (Carriage and Insurance Paid To):
Sælger har samme forpligtelser som under CPT, men skal også tegne forsikring mod købers risiko for tab eller skade på godset under transport. Sælger betaler forsikringspræmien, men forsikringen dækker kun minimumsrisiko.
DDU (Delivered Duty Unpaid):
Sælger opfylder sine forpligtelser, når godset er gjort tilgængeligt på det aftalte sted i importlandet. Sælger bærer alle omkostninger og risiko til dette sted, dog ikke told, lokale afgifter og andre omkostninger relateret til importen. Køber bærer risikoen og omkostningerne ved manglende fortoldning.
DDP (Delivered Duty Paid):
Sælger opfylder sine forpligtelser, når godset er gjort tilgængeligt for køber på det aftalte sted i importlandet. Sælger bærer alle omkostninger og risici, herunder skatter og afgifter, frem til godset er fortoldet. EXW repræsenterer den minimale forpligtelse for sælger, DDP den maksimale forpligtelse.
De følgende termer gælder kun for gods, der transporteres via sø. Når (aftalt sted/havn) er indsat efter INCOTERMS, skal stedet/havnen nævnes og bliver en del af den juridiske INCO term.
FAS (Free Alongside Ship):
Sælger opfylder sine forpligtelser, når godset er positioneret langs skibets ræling i den aftalte afskibningshavn. Køber bærer alle omkostninger og risiko for tab eller skade fra dette tidspunkt. FAS kræver, at køber foretager udførselskontrol.
FOB (Free On Board):
Sælger opfylder sine forpligtelser, når godset passerer skibets ræling i den aftalte afskibningshavn. Køber bærer alle omkostninger og risiko fra dette punkt. FOB kræver, at sælger foretager udførselskontrol. FOB gælder kun for transport ad søvejen, og hvis rælingen ikke tjener et praktisk formål, som ved roll-on/roll-off eller containertrafik, bør FCA anvendes.
CFR (Cost And Freight):
Sælger betaler omkostninger og fragt til den aftalte destination, men risikoen for tab eller skade samt yderligere omkostninger efter overgivelse til transportøren overgår til køber, når godset passerer skibets ræling i den aftalte afskibningshavn. CFR kræver, at sælger foretager udførselskontrol. CFR kan kun anvendes for søtransport. Ved roll-on/roll-off eller containertrafik bør CPT anvendes.
CIF (Cost, Insurance and Freight):
Sælger har de samme forpligtelser som under CFR, men skal tegne en marineforsikring mod købers risiko for tab eller skade under transporten. Sælger betaler forsikringspræmien, men dækningen er kun minimum.
DES (Delivered Ex Ship):
Sælger opfylder sine forpligtelser, når godset er gjort tilgængeligt for køber ombord på skibet i ufortoldet stand i den aftalte bestemmelseshavn. Sælger bærer alle omkostninger og risiko frem til bestemmelseshavnen.
DEQ (Delivered Ex Quay, Duty Paid):
Sælger opfylder sine forpligtelser, når godset er gjort tilgængeligt for køber i fortoldet stand på kajen i den aftalte bestemmelseshavn. Sælger bærer alle omkostninger og risiko, inklusive told og afgifter, frem til dette punkt.